Foto: Collage af shutterstockfotos
Vi har med måbende ansigter skuet tværs over Atlanten, hvor den amerikanske højesteret i sommer omgjorde Roe v. Wade og derved fjernede amerikanernes forfatningsretlige krav på abort. I EU-medlemslandet Polen kan kvinder kun få en abort, hvis deres eget liv er i fare, eller de har været udsat for voldtægt eller incest. Og tættere på egen baghave, i vores eget rigsfællesskab, har Færøerne stadig den samme restriktive abortlovgivning fra 1956.
Abortopgøret mellem konservative værdier og kvinders rettigheder har i de seneste år ført til demonstrationer og offentlig debat i den vestlige verden, men den har langt fra haft samme force herhjemme i Danmark. Det på trods af at den danske abortlovgivning ikke er blevet mærkbart ændret i næsten 50 år og med en fri abortgrænse på 12 uger er blandt de strammeste i EU.
”Vi var progressive,” siger Annika Frida Petersen, der er ekstern lektor på Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet, hvorfra hun har en Ph.d. i retsvidenskab, ”men siden er det gået noget langsomt, og vi har stort set ikke forholdt os til abort siden 1973.”
Ikke medicinsk belæg for 12-ugers abortgrænse
Da grænsen for fri abort blev fastsat ved udgangen af 12. uge, var det med henvisning til datamateriale fra 1960’erne, som pegede på, at kvinder var udsat for større risici, hvis indgrebet blev foretaget efter.
"Man kan godt diskutere, om det er lighed for loven, at en persongruppe får lov til at få deres egen vurdering inddraget i afgørelsen, og der er en anden gruppe, som ikke gør"
Annika Frida Petersen, ekstern lektor på Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet
Men empirien er blevet opdateret siden, påpeger Janne Rothmar Herrmann, der er professor på Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet.
”Hvis man pløjer den medicinske litteratur igennem, er der ikke noget belæg for at pege på en helt bestemt grænse,” siger hun.
I nogle delstater i USA, eksempelvis New York, er fri abort en mulighed frem til 24. uge, mens grænserne i Nederlandene og Sverige er ved henholdsvis 24. og 18. uge. Samtidig har WHO (World Health Organization) anbefalet, at man afskaffer alle abortgrænser, som ikke er medicinsk begrundet.
”I vestlige lande som Danmark er det arbitrært, ud fra et medicinsk argument, at sige, om grænsen skal være ved 12., 18. eller 24. uge. Det er mere et politisk eller etisk spørgsmål. Noget af den litteratur, jeg har været igennem, viser faktisk, at der kan være en større risiko ved at gennemgå en fødsel end en abort, så abort er et virkeligt gennemprøvet, meget sikkert medicinsk indgreb,” siger Annika Frida Petersen.
Manglende transparens
Janne Rothmar Herrmann og Annika Frida Petersen har i et forskningsprojekt fået adgang til den førhen hemmeligholdte praksis og forvaltning hos de regionale abortsamråd, som skal vurdere, om kvinder, der er gravide efter 12. uge, kan få en abort.
Før 2011 gennemgik Abortankenævnet det forgangne års ankesager i en årsberetning, men sådanne beskrivelser forsvandt efter en henvendelse fra Datatilsynet om utilstrækkelig anonymisering.
Og netop den manglende transparens er problematisk ifølge de to juridiske eksperter. I forskningsprojektet har Annika Frida Petersen og Janne Rothmar Herrmann fundet uformelle abortgrænser, der er opstået i abortsamrådenes praksis og forvaltning. Ved social indikation, en ansøgning om svangerskabsafbrydelse baseret på kvindens økonomiske og sociale forhold, er der nemlig opstået en uformel grænse ved 18. uge.
”Hvis man ikke kan se det i hverken loven, årsberetninger eller i et retsinformationssystem, så tror man som ansøger, at man måske har helt frem til grænsen for fosterets levedygtighed,” siger Annika Frida Petersen og pointerer:
”Det betyder jo, at den her manglende transparens både gør det svært for ansøgerne at gennemskue, hvad deres muligheder er, hvor hurtigt de skal være ude, hvor de skal henvende sig, og hvad deres chancer er for at opnå abort. Samtidig er det også sværere for samfundet at holde øje med, hvordan organerne forvalter loven, og om der måske er sket et skred, der gør, at vi skal opdatere loven, så den matcher praksis.”
"De samme forhold udløser ikke den samme tilladelse"
I deres empiriske indsamling blev abortsamrådenes regionale forskelle tydelige, både formelt og materielt. Nogle regioner holdt eksempelvis samtaler med ansøgeren via telefonopkald, hvilket var udbredt under coronanedlukningerne. I andre regioner holdtes samtaler, hvor ansøgeren mødte op i regionshuset, og i nogle tilfælde tog en regionsmedarbejder hjem til kvinden, der ønskede en abort.
Det giver meget forskellige grundlag for, hvilken information abortsamrådene får, og deraf om kvinden får tilladelse til at afbryde svangerskabet.
”Der er nogle regionsmedarbejdere, der giver udtryk for, at det slet ikke kan hænge sammen, når de ser, hvordan ansøgeren bor. Så allerede der er man måske tættere på en aborttilladelse, end hvis samtalen foregik over telefonen,” siger Annika Frida Petersen, mens hun også påpeger den store forskel på indgriben i privatlivet:
”Nogle vil jo synes, det er meget indgribende, at der dukker en myndighed op hjemme hos dig og skal se dit hjem. Der er måske nogle, der vil foretrække bare at tage op på kommunen. Så man kan også diskutere, hvor mange personoplysninger, man implicit samler, når man tager hjem til folk på den måde. Hvor intimiderende er det? Hvor tryg er man ved at sidde og tale om sådan noget i sit hjem? Derfor ville det være ønskværdigt, hvis samrådene administrerede lidt mere ens.”
Samtidig er der også kulturelle forskelle, der præger abortsamrådenes vurderinger. I nogle regioner er det eksempelvis ikke usædvanligt at blive mor i en ung alder, derfor vil man nødvendigvis ikke se det som en socioøkonomisk udsat omstændighed, hvis den gravide måske heller ikke havde en uddannelse på det tidspunkt. En manglende videregående uddannelse vil dog tillægges større vægt i andre regioner, fordi det har betydning for ens indkomstmuligheder.
”De samme forhold udløser ikke den samme tilladelse på tværs af regioner,” siger Annika Frida Petersen.
Det kan blive et problem, da man er nødt til at søge om tilladelse til senabort i ens bopælsregion.
”Man kan ikke shoppe mellem, hvilken region man vil søge tilladelse hos. Derfor kunne vi godt tænke os lighed i sundhed,” siger Annika Frida Petersen.
Hvornår tæller den gravides egen vurdering?
Der udføres omkring 15.000 aborter årligt, og 800-850 kvinder ansøger om abort efter 12. uge. Af dem får mellem 4,6 til 8,7 procent afslag, resten får tilladelse.
Ifølge sundhedslovens § 94 er der en række årsager, som kan begrunde en tilladelse til abort. Disse kan kategoriseres som medicinsk indikation, nemlig kvindens helbred, fostermedicinsk indikation, omhandlende barnets helbred, etisk indikation, eksempelvis ved en graviditet ved voldtægt eller incest, og social indikation.
”Vi var progressive, men siden er det gået noget langsomt, og vi har stort set ikke forholdt os til abort siden 1973.”
Annika Frida Petersen, ekstern lektor på Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet
På fostermedicinsk indikation får næsten alle tilladelse. Der får du som gravid kun afslag, hvis du søger om abort meget tæt på levedygtighedsgrænsen, og der er en mindre funktionsnedsættelse som ekstra fingre eller tæer, fortæller Janne Rothmar Herrmann og Annika Frida Petersen.
Primært er det ansøgninger på social indikation eller etisk indikation, hvor der gives afslag. På social indikation får man typisk afslag, hvis samrådene vurderer, at man har tilstrækkelige ressourcer til at varetage forældrerollen. Her kigger de på kvindens netværk, bolig-, økonomiske situation og vigtigst af alt, om hun har mulighed for at ændre på sine forudsætninger.
Alt dette bliver beskrevet som en objektiv vurdering, hvilket vil sige, at kvindens egen vurdering af sine ressourcer til at varetage en forældrerolle, tages der ikke højde for. Hvorimod ved fostermedicinske sager er et af de helt afgørende parametre i abortsamrådenes beslutningsgrundlag nemlig, hvordan kvinden selv vurderer sine ressourcer og ønsker i forhold til at blive forældre til et barn med handicap.
Janne Rothmar Herrmann påpeger, at fordi det er sundhedspersonale, som sidder i abortsamrådene, så anskuer de fostermedicinske sager som mere evidensbaseret, og derved kan de bedre inddrage kvindens eget perspektiv på denne indikation.
”De kan bedre tale om det på en medicinsk måde, fordi det er noget medicinsk, der er på spil. Og så oplever de sociale sager som mere etisk svære,” siger hun, mens Annika Frida Petersen supplerer:
”Ved sociale sager tænker man måske også, at velfærdsstaten må hjælpe til, hvorimod handicap ses mere objektivt som en forhindring. Både for kvinden, men også for barnet.”
Alligevel anser de det for problematisk, at abortsamrådene ikke tillægger ansøgers egen vurdering nogen værdi i ansøgninger på social indikation.
”Man kan godt diskutere, om det er lighed for loven, at en persongruppe får lov til at få deres egen vurdering inddraget i afgørelsen, og der er en anden gruppe, som ikke gør. Vi har alle en egen vurdering, og hvis den vurdering er relevant, er den vel altid det. Så kan man tillægge den forskellig vægt, men det er et problem, at den ikke inddrages i sociale sager, fordi det alt andet lige er ansøgerne, der har den bedste forudsætning for at vurdere, hvad de kan rumme,” siger Annika Frida Petersen.
Oversete menneskeretlige forpligtelser
Samtidig påpeger Janne Rothmar Herrmann og Annika Frida Petersen også det, man kalder ’det nordiske menneskerettighedsparadoks’, som man nogle gange oplever i den danske forvaltningspraksis, men som også gennemsyrer abortsamrådene.
”Vi er ikke tilstrækkelig opmærksomme på vores menneskeretlige forpligtelser, fordi vi har en national forståelse af, at vi er progressive, vi er et menneskerettighedsforbillede, og det betyder, at vi ikke forholder os løbende til, om vores lovgivning matcher menneskerettighederne,” siger Annika Frida Petersen.
Hvis en pige under 18 år søger om abort, så er man et barn ifølge FN’s Børnekonvention. Det betyder, at i alle afgørelser vedrørende et barn skal hensynet til barnet være et primært hensyn.
”Men der ser vi, at abortsamrådene kun ekspederer sager efter det, der står i sundhedslovens bestemmelser,” siger Janne Rothmar Herrmann, ”man glemmer sådan set, at der er noget, der hedder Børnekonventionen og ’barnets bedste’, som egentlig tilsiger, at man selvstændigt skal gå ind og overveje, hvad der så er bedst for den her pige, som det barn hun selv er.”
Fraværet af hensyn til menneskerettighederne gør sig også gældende ved ansøgninger på etisk indikation, hvor kvinder kan have været udsat for voldtægt eller incest.
”Der har man jo også ret til beskyttelse, ret til genetablering af ens ret til sundhed og helbred, ret til integritet og værdighed, og det er ikke overvejelser, man foretager sig hos abortsamrådene eller hos abortankenævnet for den sags skyld. Man afvejer ikke, hvor alvorlig en situation, der er tale om, og hvilke rettigheder, der er på spil,” siger Annika Frida Petersen.
Forvaltningen skal på slankekur
En af løsningerne kunne være at efteruddanne dem, der træffer afgørelserne, i menneskerettighedernes bestemmelser, påpeger de to juridiske eksperter. Samtidig burde det også overvejes, om det er nødvendigt at nedsætte abortsamråd, der skal vurdere ansøgninger på fostermedicinsk indikation.
”Her kunne man godt ændre på abortlovgivningen ved at sige, at på den fostermedicinske indikation skal man slet ikke søge om tilladelse efter 12. uge. Det er noget kvinden og parret selv kan træffe en afgørelse om sammen med den afdeling, der har foretaget de fosterdiagnostiske undersøgelser,” siger Janne Rothmar Herrmann.
Da praksis allerede i dag giver stort set alle lov til at få foretaget en senabort på fostermedicinsk indikation, ville det derfor også være oplagt at slanke forvaltningen og derved spare penge.
”Man kan jo godt problematisere, at hvis man har et system, hvor man skal tåle en eller anden form for statslig dyneløfteri af ens egne forhold, og når man alligevel i 99 procent af tilfældene ender med at få en tilladelse, hvorfor skal vi så overhovedet have et system?” siger Janne Rothmar Herrmann.
"Staten kan gennemtvinge graviditet af incest- og voldtægtsofre"
I december udtalte formand for Det Etiske Råd, Leif Vestergaard Petersen, at rådet ville gennemgå de danske abortregler, heriblandt om 12-ugers grænsen for fri abort bør ændres.
”Det er lang tid siden, at Etisk Råd har set på abortreglerne, og der er i øjeblikket mange brydninger hen over det europæiske og amerikanske kontinent på området. Der har også været røre i dele af Folketinget om, hvorvidt det ikke er tid til at kigge på det her,” udtalte han til Jyllands-Posten.
WHO anbefaler, at lande ophæver alle juridiske grænser i forhold til de forskellige indikationer.
”Hvis man vil være på linje med WHO, som vi jo plejer at se til for at strikke vores lovgivning og sundhedsvæsen sammen, så skulle man beholde måske levedygtighedskriteriet og så fjerne alle de andre,” siger Annika Frida Petersen.
I hvert fald vil det være nærliggende at overveje, om bestemmelsen om etisk indikation skulle fjernes. Ifølge Annika Frida Petersen skal der sættes spørgsmålstegn ved, hvad sådan en juridisk grænse skal til for, og om det i virkeligheden ikke er et spørgsmål, der skal vurderes af kvinden og lægen, der undersøger hende.
”Graviditet efter en voldtægt udgør jo en voldsom risiko for ens helbred. Både fysisk og psykisk. Det er en lidt voldsom konstruktion, at staten kan gennemtvinge graviditet for incest- og voldtægtsofre, og den kunne man godt overveje at gøre op med, hvis man alligevel skulle revidere abortlovgivningen,” siger Annika Frida Petersen, der bliver suppleret af Janne Rothmar Herrmann:
”I forvejen bliver der heller ikke stillet krav om, at der skal have været domfældt en gerningsmand, eller der skal have været en politianmeldelse ved ansøgninger på etisk indikation. Derfor kunne man godt sige, at det er en afgørelse, man træffer med sin læge, fordi det er et sundhedsmæssigt spørgsmål at have været udsat for en voldtægt. Og sådan ser nogle af medlemmerne i abortsamrådet også på det.”
Styrelsen for Patientklager vil undersøge muligheder for yderligere transparens
K-NEWS har henvendt sig til Styrelsen for Patientklager, hvor Abortankenævnet hører til, for at forholde dem til kritikken, der fremføres i artiklen. Abortankenævnet behandler klager over de afgørelser, der træffes i de regionale abortsamråd. Samtidig fører nævnet også tilsyn med samrådene for at sikre en ensartet behandling af sagerne i hele landet.
Styrelsen for Patientklager oplyser i en mail, at Abortankenævnet er et uafhængigt nævn, der agerer ud fra gældende lovgivning, og at formanden for nævnet derfor ikke deltager i interivews om politiske, lovgivningsmæssige eller mere generelle emner relateret til abort.
I stedet udtaler Charles Conrad, vicedirektør i Styrelsen for Patientklager, at Abortankenævnet arbejder på at sikre en så høj grad af transparens som muligt.
"Det er dog vigtigt at understrege, at der er tale om meget personfølsomme sager, som på grund af krav om anonymisering ikke i alle tilfælde vil kunne offentliggøres på en meningsfuld måde. Der bliver hvert år lavet en årsberetning for nævnet. En vigtig del af denne er en gennemgang af nævnets praksis inden for udvalgte sagstyper. Det betyder, at man på vores hjemmeside kan orientere sig i nævnets praksis i sager, hvor det for eksempel handler om medicinske eller sociale sager," fremgår det i mailsvaret, der fortsætter:
"Vi er enige i, at det er vigtigt for offentligheden med en høj grad af gennemsigtighed på dette område, og vi vil derfor undersøge mulighederne for yderligere transparens i forhold til nævnets sagsbehandling."
Til spørgsmålet om hvorvidt abortsamrådene burde lægge vægt på ansøgerens egen vurdering af ressourcer ved sociale sager, svarer Charles Conrad, at han kun kan understrege, at alle ansøgninger vurderes ud fra en konkret og individuel vurdering.
I forhold til kritikken af fraværet af overvejelser om menneskeretlige forpligtelser, når abortsamrådene og Abortankenævnet forvalter sager, svarer Charles Conrad:
"Jeg vil gerne understrege, at Abortankenævnet altid forholder sig til gældende lovgivning i forbindelse med behandlingen af ankesagerne."
Styrelsen for Patientklager er sekretariat for nævnet, og derfor kan de svare på nogle af de mere konkrete spørgsmål, oplyser de. Men samtidig påpeger styrelsen også, at sekretariatet og Abortankenævnet er to forskellige offentlige instanser, og nævnet kan derfor ikke bindes af eventuelt svar fra sekretariatet.